Midsommervisen

Vi elsker vor land,

når den signede jul

tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.

Når om våren hver fugl,

over mark, under strand,

lader stemmen til hilsende triller sig bøje:

Vi synger din lov over vej, over gade,

vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,

men den skønneste krans,

bli’r dog din, Sankte Hans!

Den er bunden af sommerens hjerter,

så varme så glade.

Vi elsker vort land,

men ved midsommer mest,

når hver sky over marken velsignelsen sender,

når af blomster er flest,

og når kvæget i spand

giver rigeligst gave til flittige hænder;

når ikke vi pløjer og harver og tromler,

når koen sin middag i kløveren gumler,

da går ungdom til dans

på dit bud Sankte Hans

ret som føllet og lammet, der frit

over engen sig tumler.

Vi elsker vort land,

og med sværdet i hånd

skal hver udenvælts fjende beredte os kende,

men mod ufredens ånd

under mark over strand,

vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde

hver by har sin heks,

og hver sogn sine trolde.

Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

vi vil fred her til lands

Sankte Hans, Sankte Hans!

Den kan vindes, hvor hjerterne

aldrig bli’r tvivlende kolde.